|
Det fonematiske princip
I vor kulturkreds bygger formidling gennem skriftsprog på det
fonematiske princip. Det betyder, at der er en stor grad af
overensstemmelse mellem talens enkelte betydningsadskillende lyde:
fonemerne og skriftens tegn: grafemerne - dvs. bogstaverne.
Når man som ikke-læser har indsigt i denne sammenhæng, har man
knækket koden. Manglende indsigt angives derimod ofte som den
væsentligste årsag til utilstrækkelig læsefærdighed.
Kodeknækkermetoden ønsker på den baggrund at formidle en
utraditionel, men tilsyneladende effektiv indfaldsvinkel til at
knække koden.
Jeg har gennem mit talepædagogiske arbejde udviklet et system af
håndbevægelser kaldet ”håndfonemer”.
De havde oprindeligt til formål at skærpe opmærksomheden omkring
præcis udtale, men erfaringen viste, at de med fordel kunne
benyttes i den indledende læseundervisning. De illustrerer og
identificerer talesprogets konsonanter, så entydigt, at de kan
fungere som en slags forløbere for bogstaverne.
Når håndfonemerne benyttes udtrykker og symbolisere de i talen de
samme konsonant-fonemer, som bogstaverne gør i skriften. De to
udtryksformer tale og skrift bliver sammenlignelige. Som
skrifttegn repræsenterer bogstaverne en form og en lyd der
tilnærmelsesvis gengives i et navn. Det er dette upræcise
sammenfald mellem bogstavets navn og lyd, som kan give problemer,
fordi det under almindelig stavning nødvendigvis bliver
bogstavernes navne, man benytter for at udtrykke fonemernes
glidende sammenhængskraft i de enkelte ord. Håndfonemerne derimod
er som skabt til netop at illustrere fonemernes sammenhængskraft
og indbyrdes afhængighed.
Håndfonemer og bogstaver ligner hinanden, men de er også
forskellige.
Den der staver med bogstaver benytter en stationær kode med en
bogstavform og et bogstavnavn til at udtrykke talesprogets
flygtige fonemer.
Håndfonemerne udtrykker i princippet de samme lyde som bogstaverne
gør, men selv om de er flygtige illustrerer de, mens de lever,
fonemernes sammenhængskraft, fordi de er samtidige med lyden. De
følger fonemerne og forsvinder med dem. Når lyden er væk er
håndfonemerne det også.
Håndfonemer har som bogstaverne tre karakteristika. De
symboliserer sprogets mindste lyde, de er genkendelige og
adskillelige, men de er ikke som bogstaverne fysiske objekter
bevaret for eftertiden i en statisk form, og de bærer ikke et
individuelt navn, men måske for indlæringens skyld et kælenavn. De
udtrykker en glidende lyd i en mobil form med en imiterende
bevægelse.
Konsekvensen af at benytte håndfonemer som forberedelse til
bogstavstavning er, at det i princippet er muligt at erkende det
fonematiske princip uden brug af bogstaver.
Til top
Vokalernes
særpræg
I praksis får vokalernes grafemer særstatus. Vokal-fonemerne
behøver ikke et håndfonem, fordi der er så stort sammenfald mellem
vokalernes egne navne og de lyde de repræsenterer. De giver i
praksis ikke de samme vanskeligheder under stavningen som
konsonanterne, selv om de har deres egenart. Vokalerne bliver
netop som noget væsentligt og i modsætning til konsonanterne
karakteriseret ved deres egne lyde, dog suppleret af mundens
bevægelser og læbernes form. Da det imidlertid ikke altid er et
tilstrækkelig entydigt symbol, er det hensigtsmæssigt også at vise
vokalfonemerne i deres ”grafemdragt”. Derfor kan de helt fra
starten ses som bogstaver i lydhusets runde kældervinduer.
Umagen værd?
Et centralt spørgsmål er, om det forhold, at elever tilegner sig
det fonematiske princip i og med en håndevending, er så
væsentligt, at det er umagen værd at beskæftige sig med
håndfonemer. Er værdien så stor, at det i sig selv kan begrunde
det fornuftige i at arbejde med denne indfaldsvinkel.
Mit svar er et ubetinget ja. Jeg har set, hvor smidigt elever kan
løse mange af de opgaver, som man traditionelt stiller dem
overfor, når man vil måle deres fonologiske forståelse.
De angriber fonemgenkendelsen i leg og klarer ofte ganske
ubesværet analyseprocessen. De finder den første og sidste lyd i
et ord, og de analyserer længere og længere ord, efterhånden som
sikkerheden er til stede. Sværest er syntese- processerne (at gå
fra lyd til ord), men også det klarer de, hvis de sammen med deres
lærer har fanget ideen og selv mestrer brugen af håndfonemer.
Til top
Fra talesprog til skriftsprog
Børn, der benytter håndfonemer, går fra talesproget, som de er
mere trygge ved, til skriftsproget, - de finder detaljen i
helheden og nyder at gå på opdagelse.
De børn, der er i stand til at symbolisere fonemerne i deres egen
tale, er godt hjulpne. Når de senere gennemfører en transfer fra
håndfonem til bogstav, er forståelsen for lydfølgen og
bogstavfølgen indarbejdet. Erfaringerne fra lydstavning med
håndfonemer til stavning med bogstaver overføres ofte ubesværet.
Gennem en legende analyse af det talte sprog, har de opnået en
forhåndskompetence for skrive- og læseprocessen, der er af meget
stor betydning for en god læsestart.
Ved at koncentrere sig om deres egen mundtlige udtryksform og
kode den, før de afkoder andres skriftlige udtryk, får de en
utraditionel indfaldsvinkel til skriftsproget, men den giver dem
nøglen til at knække koden.
Tilbage i læseindlæringen står selvfølgelig det meget væsentlige
at indøve grafemernes udseende og kæde det visuelle udtryk af
dem sammen med håndfonemerne, så bogstavernes lyde på samme måde
som håndfonemernes lyde repræsenterer talens lyde, men
erfaringsmæssigt går det for virkelig mange børn forbavsende
snildt.
Det er tilsyneladende lettere at lære at kode, end at afkode,
men kodningen giver formodentlig nøglen til afkodningen.
Til top
Fonologi som en del af ”Sproglig opmærksomhed”
Arbejdet med fonologisk opmærksomhed er en del af ”Sproglig
opmærksomhed” og håndfonemerne skal ikke optage for megen plads
i hverdagen. Spørgsmålet er, om det der, (for de i den
forbindelse uerfarne voksne) tilsyneladende kunne se ud som en
omvej, ikke i børnenes verden bliver en genvej. Det kunne nemlig
se ud til, at man får flere - også svage børn med fra starten,
måske fordi metoden bygger på flere sanser, hvor især den
taktile og kinestetiske sans - gennem en systematisk anvendelse
og den parallelle, synkrone udtryksform i hånd og mund - har
fået sin egen hidtil uprøvede værdi.
Ingen erstatning for bogstaver, men snarere en forløber
Børnehaveklasser, der benytter håndfonemer og lydhus modtager
ikke læseundervisning. Håndfonemer erstatter ikke bogstaver, men
de kan som nævnt fungere som en slags forløbere for bogstaver.
Man lærer ikke at læse ved at benytte dem, men børn får en
indsigt og en erfaring, der giver dem større forudsætninger for
at forstå, hvorfor man kan skrive – og læse.
Håndfonemer er forhåbentlig kommet for at blive. De har mange styrkesider og få svage.
Deres største problem er, at deres effekt endnu ikke er blevet
videnskabeligt dokumenteret.
Til top Tilbage
|
|