Det fonematiske princip

I vor kulturkreds bygger formidling gennem skriftsprog på det fonematiske princip. Det betyder, at der er en stor grad af overensstemmelse mellem talens enkelte betydningsadskillende lyde: fonemerne og skriftens tegn: grafemerne - dvs. bogstaverne.

Når man som ikke-læser har indsigt i denne sammenhæng, har man knækket koden. Manglende indsigt angives derimod ofte som den væsentligste årsag til utilstrækkelig læsefærdighed.

Kodeknækkermetoden ønsker på den baggrund at formidle en utraditionel, men tilsyneladende effektiv indfaldsvinkel til at knække koden.

Jeg har gennem mit talepædagogiske arbejde udviklet et system af håndbevægelser kaldet ”håndfonemer”. De havde oprindeligt til formål at skærpe opmærksomheden omkring præcis udtale, men erfaringen viste, at de med fordel kunne benyttes i den indledende læseundervisning. De illustrerer og identificerer talesprogets konsonanter, så entydigt, at de kan fungere som en slags forløbere for bogstaverne.

Når håndfonemerne benyttes udtrykker og symbolisere de i talen de samme konsonant-fonemer, som bogstaverne gør i skriften. De to udtryksformer tale og skrift bliver sammenlignelige. Som skrifttegn repræsenterer bogstaverne en form og en lyd der tilnærmelsesvis gengives i et navn. Det er dette upræcise sammenfald mellem bogstavets navn og lyd, som kan give problemer, fordi det under almindelig stavning nødvendigvis bliver bogstavernes navne, man benytter for at udtrykke fonemernes glidende sammenhængskraft i de enkelte ord. Håndfonemerne derimod er som skabt til netop at illustrere fonemernes sammenhængskraft og indbyrdes afhængighed.

Håndfonemer og bogstaver ligner hinanden, men de er også forskellige.

Den der staver med bogstaver benytter en stationær kode med en bogstavform og et bogstavnavn til at udtrykke talesprogets flygtige fonemer.

Håndfonemerne udtrykker i princippet de samme lyde som bogstaverne gør, men selv om de er flygtige illustrerer de, mens de lever, fonemernes sammenhængskraft, fordi de er samtidige med lyden. De følger fonemerne og forsvinder med dem. Når lyden er væk er håndfonemerne det også.

Håndfonemer har som bogstaverne tre karakteristika. De symboliserer sprogets mindste lyde, de er genkendelige og adskillelige, men de er ikke som bogstaverne fysiske objekter bevaret for eftertiden i en statisk form, og de bærer ikke et individuelt navn, men måske for indlæringens skyld et kælenavn. De udtrykker en glidende lyd i en mobil form med en imiterende bevægelse.

Konsekvensen af at benytte håndfonemer som forberedelse til bogstavstavning er, at det i princippet er muligt at erkende det fonematiske princip uden brug af bogstaver.

Til top

Vokalernes særpræg
I praksis får vokalernes grafemer særstatus. Vokal-fonemerne behøver ikke et håndfonem, fordi der er så stort sammenfald mellem vokalernes egne navne og de lyde de repræsenterer. De giver i praksis ikke de samme vanskeligheder under stavningen som konsonanterne, selv om de har deres egenart. Vokalerne bliver netop som noget væsentligt og i modsætning til konsonanterne karakteriseret ved deres egne lyde, dog suppleret af mundens bevægelser og læbernes form. Da det imidlertid ikke altid er et tilstrækkelig entydigt symbol, er det hensigtsmæssigt også at vise vokalfonemerne i deres ”grafemdragt”. Derfor kan de helt fra starten ses som bogstaver i lydhusets runde kældervinduer.

Umagen værd?
Et centralt spørgsmål er, om det forhold, at elever tilegner sig det fonematiske princip i og med en håndevending, er så væsentligt, at det er umagen værd at beskæftige sig med håndfonemer. Er værdien så stor, at det i sig selv kan begrunde det fornuftige i at arbejde med denne indfaldsvinkel.

Mit svar er et ubetinget ja. Jeg har set, hvor smidigt elever kan løse mange af de opgaver, som man traditionelt stiller dem overfor, når man vil måle deres fonologiske forståelse.
De angriber fonemgenkendelsen i leg og klarer ofte ganske ubesværet analyseprocessen. De finder den første og sidste lyd i et ord, og de analyserer længere og længere ord, efterhånden som sikkerheden er til stede. Sværest er syntese- processerne (at gå fra lyd til ord), men også det klarer de, hvis de sammen med deres lærer har fanget ideen og selv mestrer brugen af håndfonemer.

Til top

Fra talesprog til skriftsprog
Børn, der benytter håndfonemer, går fra talesproget, som de er mere trygge ved, til skriftsproget, - de finder detaljen i helheden og nyder at gå på opdagelse.
De børn, der er i stand til at symbolisere fonemerne i deres egen tale, er godt hjulpne. Når de senere gennemfører en transfer fra håndfonem til bogstav, er forståelsen for lydfølgen og bogstavfølgen indarbejdet. Erfaringerne fra lydstavning med håndfonemer til stavning med bogstaver overføres ofte ubesværet. Gennem en legende analyse af det talte sprog, har de opnået en forhåndskompetence for skrive- og læseprocessen, der er af meget stor betydning for en god læsestart.

Ved at koncentrere sig om deres egen mundtlige udtryksform og kode den, før de afkoder andres skriftlige udtryk, får de en utraditionel indfaldsvinkel til skriftsproget, men den giver dem nøglen til at knække koden.

Tilbage i læseindlæringen står selvfølgelig det meget væsentlige at indøve grafemernes udseende og kæde det visuelle udtryk af dem sammen med håndfonemerne, så bogstavernes lyde på samme måde som håndfonemernes lyde repræsenterer talens lyde, men erfaringsmæssigt går det for virkelig mange børn forbavsende snildt.

Det er tilsyneladende lettere at lære at kode, end at afkode, men kodningen giver formodentlig nøglen til afkodningen.

Til top

Fonologi som en del af ”Sproglig opmærksomhed”
Arbejdet med fonologisk opmærksomhed er en del af ”Sproglig opmærksomhed” og håndfonemerne skal ikke optage for megen plads i hverdagen. Spørgsmålet er, om det der, (for de i den forbindelse uerfarne voksne) tilsyneladende kunne se ud som en omvej, ikke i børnenes verden bliver en genvej. Det kunne nemlig se ud til, at man får flere - også svage børn med fra starten, måske fordi metoden bygger på flere sanser, hvor især den taktile og kinestetiske sans - gennem en systematisk anvendelse og den parallelle, synkrone udtryksform i hånd og mund - har fået sin egen hidtil uprøvede værdi.

Ingen erstatning for bogstaver, men snarere en forløber
Børnehaveklasser, der benytter håndfonemer og lydhus modtager ikke læseundervisning. Håndfonemer erstatter ikke bogstaver, men de kan som nævnt fungere som en slags forløbere for bogstaver. Man lærer ikke at læse ved at benytte dem, men børn får en indsigt og en erfaring, der giver dem større forudsætninger for at forstå, hvorfor man kan skrive – og læse.

Håndfonemer er forhåbentlig kommet for at blive. De har mange styrkesider og få svage. Deres største problem er, at deres effekt endnu ikke er blevet videnskabeligt dokumenteret.

Til top Tilbage