1. De er brugervenlige for alle ikke-læsere, men oprindelig
målrettede mod elever i indskolingen.
2 . De giver brugerne bogstavforståelse før bogstavgenkendelse.
3. De formidler en erkendelse af det fonematiske princip før
den egentlige læsning er påbegyndt fordi:
4. De kan som skrifttegnene defineres ved deres invarians,
dog ikke som skrifttegn defineret ved: lyd-form-navn, men som
udtaletegn ved: lyd-form- og bevægelse. Altså også
tre karakteristika. Yderligere identifikation er deres individuelle placering
i Lydhuset.
5. Heraf følger AB og C ifølge Caroline Libergs
principper i bogen: "Sådan lærer børn at læse
og skrive", Gyldendal 2000.
A: At de som skrifttegnene optræder invariante, således
at der efter et bestemt tegn (symbol= håndfonem) kommer én bestemt
lyd (fonem) og omvendt: at én bestemt lyd (fonem) repræsenteres
ved ét bestemt tegn (symbol = håndfonem ).
B: At de som skrifttegnene følger princippet om linearisering:
Det betyder, at når talens lyde (fonemerne) kommer efter hinanden i rækkefølgen
1-2-3- så følger tegnene (symbolerne=håndfonemerne) den samme
rækkefølge og omvendt.
C: At de også følger princippet om skrifttegnenes
biunikhed: At når tegnene (symbolerne = håndfonemerne) følges
ad i et bestemt fastlagt forløb, så resulterer det i en udtale
- et ord med en bestemt klang. Bytter man om på rækkefølgen
af symbolerne ændres ordets klang. Omvendt betyder det også, at
ordets klangstruktur bestemmer rækkefølgen af fonemerne (symbolerne=håndfonemerne).
6. De skærper opmærksomheden omkring præcis
udtale.
7. De er overskuelige, fordi indlæringen gennemføres
i en sammenlignende ramme (lydhuset).
8. De kræver ingen hjælpemidler – kun hænderne,
men Lydhuset støtter indlæringen.
9. De er handicapforebyggende og måske handicapafhjælpende.
10. De er systemuafhængige.
11. De er tidsbegrænsede stort set til før læse/skrive
perioden, men ikke nødvendigvis til barnealderen.
12. De nødvendiggør en sammenligning mellem udtale
og skrift mellem udtaletegn og skrifttegn - og når de bliver døbt/navngivet,
mellem lyd og bogstavnavn.
13. De tager udgangspunkt i den velkendte mundtlige udtryksform
og indkoder lyd før lydafkodning (analyse før syntese).
14. De virker automatisk neddæmpende på taletempoet
i analyseprocessen.
15. De integrerer flere sanser i den sproglige udtryksform:
den taktile og kinestetiske indgår i et samlet udtrykspotentiale.
16. De forbereder skriveprocessen kognitivt ved motorisk at
demonstrere forståelse for lineariseringen (lydfølgen).
17. De giver - kombineret med Lydhuset - mulighed for overblik
og struktur, så eleverne føler sig hjemme i fonemernes verden.
18. De fremmer en hurtig og aktiv indlæringsproces i
den læseforberedende undervisning.
19. De giver skrifttegns-forståelse før eller
samtidig med skrifttegns-genkendelse.
20. De har et potentiale til at forebygge ordblindhed, især
når de fungerer sammen med lydstavetavlen.
21. De tager hånd om alle elever samtidigt og kan blive
et værktøj for alle.
22. De skaber aktiviteter på elevernes niveau.
23. De hjælper med at angribe nye og ukendte ord.
24. De keder sig aldrig og morer børnene.
25. De er teoretisk set skabt i overensstemmelse med en lang
talepædagogisk tradition.
Til top
1. De har måske fordomme imod sig.
2. Deres funktion forveksles med andre tegns betydning.
3. De kræver en aktiv indsats fra undervisere, dvs. indlevelse
i den motoriske udtryksform og lyst til at benytte den.
4. De er ukendte, og manglende erfaring og sund skepsis vil
få mange, der har lært børn at læse uden håndfonemer,
til at tøve med at benytte dem.
5. Deres værdi er ikke dokumenteret gennem videnskabeligt
anlagte forsøg - kun gennem praksis.
6. De vil formodentlig af nogle blive betragtet som overflødige
- måske ligefrem skadelige - fordi man kunne forestille sig, at de sænker
automatiseringen af afkodetempoet og tilegnelsen af ordbilleder som logoer.
7. De fremkalder måske en falsk opfattelse af, at de
skal/kan være synonymer for bogstaverne
8. De er provokerende – kort og godt.
Til top
1. De kan synge.
2. De kan godt lide kendte børnesange.
3. De bor i lydhusets kælder.
4. De er sammenlignelige og kan til dels aflæses på
munden, især på læbernes stilling.
5. Der er 9 vokaler = 4 flade og 5 runde.
6. De har hver sin placering på vokaltrappebroen. 4 flade
på vej op og 5 runde på vej ned. Trinnene understreges ved vokalsangens
tonetrin.
7. De kan ses flere steder: på lydhuset, på vokaltrappebroen
og i vokalhjulet.
8. De kan stå alene uden håndfonem.
9. De kan indgå i lydlege og i fantasien, og spejle sig
i en vokal-bold.
10. De kan symboliseres ved cirkler og således minde
om de runde kældervinduer
(Konsonanternes symbol er en firkant – altså samme form som deres
vinduer).
11. De kan forandre sig, påvirkes af naboer og glide
op og nedad på vokaltrappen.
12. De kan "fastfryses" med læberne, og ses
som bogstaver i kældervinduerne.
13. De kan være svære at skelne fra hinanden, og
især for dem der ikke har hørt dem i deres modersmål.
14. Deres navne er let genkendelige, men dækker ikke
altid deres lyd.
15. De er ganske uundværlige - uden dem ingen stavelse,
intet ord på dansk.
Til top Tilbage