Håndfonemernes styrkesider:
1. De er brugervenlige for alle ikke-læsere,
men oprindelig målrettede mod elever i indskolingen.
2 . De giver brugerne bogstavforståelse før
bogstavgenkendelse.
3. De formidler en erkendelse af det
fonematiske princip før den egentlige læsning er påbegyndt
fordi:
4. De kan som skrifttegnene defineres ved deres
invarians, dog ikke som skrifttegn defineret ved: lyd-form-navn,
men som udtaletegn ved: lyd-form- og bevægelse.
Altså også tre karakteristika. Yderligere identifikation er
deres individuelle placering i Lydhuset.
5. Heraf følger AB og C ifølge Caroline Libergs
principper i bogen: "Sådan lærer børn at læse og skrive",
Gyldendal 2000.
A: At de som skrifttegnene optræder invariante,
således at der efter et bestemt tegn (symbol= håndfonem) kommer
én bestemt lyd (fonem) og omvendt: at én bestemt lyd (fonem)
repræsenteres ved ét bestemt tegn (symbol = håndfonem ).
B: At de som skrifttegnene følger princippet om
linearisering: Det betyder, at når talens lyde (fonemerne)
kommer efter hinanden i rækkefølgen 1-2-3- så følger tegnene
(symbolerne=håndfonemerne) den samme rækkefølge og omvendt.
C: At de også følger princippet om
skrifttegnenes biunikhed: At når tegnene (symbolerne =
håndfonemerne) følges ad i et bestemt fastlagt forløb, så
resulterer det i en udtale - et ord med en bestemt klang. Bytter
man om på rækkefølgen af symbolerne ændres ordets klang. Omvendt
betyder det også, at ordets klangstruktur bestemmer rækkefølgen
af fonemerne (symbolerne=håndfonemerne).
6. De skærper opmærksomheden omkring præcis
udtale.
7. De er overskuelige, fordi indlæringen
gennemføres i en sammenlignende ramme (lydhuset).
8. De kræver ingen hjælpemidler – kun hænderne,
men Lydhuset støtter indlæringen.
9. De er handicapforebyggende og måske
handicapafhjælpende.
10. De er systemuafhængige.
11. De er tidsbegrænsede stort set til før
læse/skrive perioden, men ikke nødvendigvis til barnealderen.
12. De nødvendiggør en sammenligning mellem
udtale og skrift mellem udtaletegn og skrifttegn - og når de
bliver døbt/navngivet, mellem lyd og bogstavnavn.
13. De tager udgangspunkt i den velkendte
mundtlige udtryksform og indkoder lyd før lydafkodning (analyse
før syntese).
14. De virker automatisk neddæmpende på
taletempoet i analyseprocessen.
15. De integrerer flere sanser i den sproglige
udtryksform: den taktile og kinestetiske indgår i et samlet
udtrykspotentiale.
16. De forbereder skriveprocessen kognitivt ved
motorisk at demonstrere forståelse for lineariseringen
(lydfølgen).
17. De giver - kombineret med Lydhuset -
mulighed for overblik og struktur, så eleverne føler sig hjemme
i fonemernes verden.
18. De fremmer en hurtig og aktiv
indlæringsproces i den læseforberedende undervisning.
19. De giver skrifttegns-forståelse før eller
samtidig med skrifttegns-genkendelse.
20. De har et potentiale til at forebygge
ordblindhed, især når de fungerer sammen med lydstavetavlen.
21. De tager hånd om alle elever samtidigt og
kan blive et værktøj for alle.
22. De skaber aktiviteter på elevernes niveau.
23. De hjælper med at angribe nye og ukendte
ord.
24. De keder sig aldrig og morer børnene.
25. De er teoretisk set skabt i
overensstemmelse med en lang talepædagogisk tradition.
Til top
Håndfonemernes
svage sider
1. De har måske fordomme imod sig.
2. Deres funktion forveksles med andre tegns
betydning.
3. De kræver en aktiv indsats fra undervisere,
dvs. indlevelse i den motoriske udtryksform og lyst til at
benytte den.
4. De er ukendte, og manglende erfaring og sund
skepsis vil få mange, der har lært børn at læse uden
håndfonemer, til at tøve med at benytte dem.
5. Deres værdi er ikke dokumenteret gennem
videnskabeligt anlagte forsøg - kun gennem praksis.
6. De vil formodentlig af nogle blive betragtet
som overflødige - måske ligefrem skadelige - fordi man kunne
forestille sig, at de sænker automatiseringen af afkodetempoet
og tilegnelsen af ordbilleder som logoer.
7. De fremkalder måske en falsk opfattelse af,
at de skal/kan være synonymer for bogstaverne
8. De er provokerende – kort og godt.
Til top
Vokalernes
særpræg
1. De kan synge.
2. De kan godt lide kendte børnesange.
3. De bor i lydhusets kælder.
4. De er sammenlignelige og kan til dels
aflæses på munden, især på læbernes stilling.
5. Der er 9 vokaler = 4 flade og 5 runde.
6. De har hver sin placering på
vokaltrappebroen. 4 flade på vej op og 5 runde på vej ned.
Trinnene understreges ved vokalsangens tonetrin.
7. De kan ses flere steder: på lydhuset, på
vokaltrappebroen og i vokalhjulet.
8. De kan stå alene uden håndfonem.
9. De kan indgå i lydlege og i fantasien, og
spejle sig i en vokal-bold.
10. De kan symboliseres ved cirkler og således
minde om de runde kældervinduer
(Konsonanternes symbol er en firkant – altså samme form som
deres vinduer).
11. De kan forandre sig, påvirkes af naboer og
glide op og nedad på vokaltrappen.
12. De kan "fastfryses" med læberne, og ses som
bogstaver i kældervinduerne.
13. De kan være svære at skelne fra hinanden,
og især for dem der ikke har hørt dem i deres modersmål.
14. Deres navne er let genkendelige, men dækker
ikke altid deres lyd.
15. De er ganske uundværlige - uden dem ingen
stavelse, intet ord på dansk.
Til top Tilbage